13 millioner til multisal ved skole
Pengene skal falde. Det skal bare ikke være lige nu. Eller måske skal de slet ikke falde.
Skoleområdet blev igen kampzonen, da byrådet onsdag aften vedtog at bevilge 13 mio. kr. til opførelsen af en multisal ved Falkenborgskolen som led i den skolestruktur, der er vedtaget for Frederikssund.
Både de konservative, Venstre og Dansk Folkeparti var oprindeligt - og er fortsat - imod skolestrukturen.
Men hvor Venstre sammen med SF og S stemte for at bevilge pengene "under protest, fordi skolestrukturen nu engang er vedtaget, holdt K og DF fast:
"Vi respekterer selvfølgelig den beslutning, der er taget af et flertal. Men vi kommer til at stå overfor en økonomisk udfordring af hidtil usete dimensioner ved det kommende budget. Og ved at frigive pengene nu - inden vi kender rammerne om kommunens økonomi næste år - så lukker vi en dør, det kunne vise sig rart at have åben. For vi bliver nødt til at tage alle områder op til revision. Derfor ville det være oplagt at udskyde beslutningen." lød det fra den konservative gruppeformand Morten Skovgaard.
Trods tvivl hos SF, holdt de dog sammen med V og Socialdemokraterne fast i at bevilge pengene:
"Vi skal ikke glemme, at alternativet ville koste 40 mio. kr. mere, og at vi sparer 10 mio. kr. på driften, når strukturen er på plads. Jeg synes, signalet fra Morten Skovgaard er, at man enten ikke vil gøre noget ved skolen eller lukke den," konstaterede Kenneth Jensen.
I Lokalavisen Frederikssund den 30. marts 2010. |
Hent artikel som:
|
| |
 |
|