
Sognepræst Thomas Gotthard (tv), og kommunikationskonsulent Kenneth Jensen, har sammen konstrueret annoncen i Lokalavisen og det nye layout på hjemmesiden, der skal erstatte kirkebladet.
|
Skibby Kirke dropper kirkebladet
- bruger i stedet lokalavisen og hjemmeside
Skibby Menighedsråd har besluttet at droppe kirkebladet og i stedet meddele sig gennem Lokalavisen for hele Hornsherred og på kirkens hjemmeside.
Det nye tiltag er allerede trådt i kraft. Således er kirkebladet for de fire kirker: Skibby, Skuldelev/Selsø, Ferslev/Vellerup og Kyndby/Krogstrup udkommet for sidste gang, og i dette nummer af Lokalavisen vil man på side fire se annoncen fra Skibby menighedsråd. Og sådan vil det fungere fremover. Det varer heller ikke længe, før Skibby kirkes hjemmeside er klar i nyt layout.
Baggrunden for nyordningen skal man i virkeligheden finde i en skrivelse fra daværende kirkeminister Bertel Harder, der meddelte, at man fremover skal søge at fåmest ud af pengene - kirkeskatterne. Det resulterede i en betænkning fra Kirkeministeriet, som via biskopperne er gået til de enkelte menighedsråd. Skibby menighedsråd har længe drøftet situationen og fandt frem til at annoncer og en udbygning af hjemmesiden er en god måde at komme ud til offentligheden på. Ikke alene er det billigere end kirkebladet - de tror også, at læserskaren bliver større på den måde.
Rammer ikke så bredt som vi kunne ønske
Sognepræst Thomas Gotthard, Skibby siger, at man med det nye tiltag kommer til både brugere og ikke brugere af kirken og forhåbentlig bedre får fat i de unge.
- Den nye informationsplan blev vedtaget i januar, og det er vores indtryk, at kirkebladet ikke rammer så bredt, som vi kunne ønske, og som vi kan nu. Vi har besluttet at indrykke i alt 44 annoncer i Lokalavisen på årsbasis, og dem har vi fået placeret fast på side fire. Her vil man fremover kunne se, hvornår der er gudstjeneste og hvem der prædiker, ligesom man vil oplyse om andre arrangementer i kirken, tirsdagsklubbens møder o.s.v. Der vil desuden være en kort artikel om forskellige relevante emner. Og det bliver ikke kun præsten, der skal bidrage til artikler. Der nedsættes en redaktionsgruppe, som skal skrive enten i annoncen eller artikler på nettet. Hjemmesiden vil nemlig blive stærkt opgraderet. Ikke kun med nyt design og nyt logo - mængden af artikler og informationer bliver væsentligt øget.
Bag det nye layout står Kenneth Jensen, kommunikationskonsulent, og i øvrigt socialdemokratisk medlem af Frederikssund byråd.
Skibby menighedsråd har i en meget lang årrække udgivet et kirkeblad, men i 2001 besluttede de fire menighedsråd i Skibby, Skuldelev-Selsø, Ferslev-Vellerup og Kyndby-Krogstrup at udgive ét fælles kirkeblad for de fire sogne og de syv kirker. Inger Marie Birk Jørgensen, formand for Skuldelev/Selsø menighedsråd siger, at man i de tre tilbageværende menighedsråd endnu ikke har været samlet for at drøfte fremtiden.
- Men uden Skibby kan vi ikke udgive et kirkeblad.
J. J. Stounberg
I Lokalavisen Hornsherred den 1. juni 2010 |
Hent artikel som:
|
| |
 |
|