Elværk med vokseværk
Antallet af arrangementer i Kulturhuset Elværket vokser, og foreningerne kæmper om pladsen. Et tag på en atriumgård skal skabe mere plads.
De forkromede planer om en koncertsal i Frederikssund kuldsejlede for flere år siden, men nu har Elværket, kulturhuset i Frederikssund, fået vokseværk igen.
Dengang hed planen "Kultur der Værker", og Elværket og det daværende gasværk skulle bindes sammen af en stor koncertsal. Men da gasværkets ejer fik tilladelse til at rive værket ned, strandede planen. Nu har en lidt mindre ambitiøs plan set dagens lys - atriumgården midt i kulturhuset skal have tag på og blive til en ny sal, der både kan bruges til små koncerter og som mødelokale.
- Vi ved ikke om vi nogensinde havde fundet pengene til koncertsalen, men det var brandærgerligt, at det ikke blev til noget. Det var jo den store vision om at få et stort kultursted i byen. Men lige nu og her mangler vi bare plads i vores kulturhus, fortæller Kenneth Jensen, som er formand for Elværkets bestyrelse.
Kamp om pladsen
Elværket har i gennemsnit flere end 100 arrangementer om måneden.
- Det sker gerne, at vi har en messe fra morgenstunden og et foredrag om aftenen. Hvis vi er rigtig heldige er der også noget børneteater ind imellem. Så der kommer vi på arbejde ind imellem, for de fleste vil jo være i den store sal. Med det nye rum får vi et rum, der kan omtrent det samme som den store sal. I det hele taget får vi bare plads til flere arrangementer, siger Kenneth Jensen.
150 foreninger er medlem af Elværksforeningen, og bruger jævnligt kulturhuset til deres arrangementer. Den flittigste bruger er Ældre Sagen, som bruger huset til deres undervisning, men også Frederikssund Børneteater har mange forestillinger i Elværket, som også bruges til generalforsamlinger, foredrag, politiauktioner, den årlige helsemesse og meget andet - senest var der i weekenden brevdueudstilling i det gamle elektricitetsværk.
Siden de fire gamle kommuner blev lagt sammen har der været endnu mere interesse for Elværket. Foreningerne i nabokommunerne kunne også før sammenlægningen bruge Elværket, men i dag er de langt mere opmærksomme på det end før, fortæller Kenneth Jensen.
- Foreningerne i Slangerup, Jægerspris og Skibby vi også til Frederikssund, for hvis man vil have folk fra hele kommunen til at komme, er man nødt til at lave sit arrangement i Frederikssund. Så de foreninger er virkelig begyndt at booke sig ind. Hvis de altså kan komme til det. Vi må sige nej til nogen hver dag, siger han.
Elværket åbner for booking et år i forvejen, og flere af foreningerne står klar den dag, der åbnes for booking for at være sikker på, at de får plads til deres arrangement.
- Jazzklubben, ungdomsklubben og viseklubben står på nakken af hinanden præcis et år inden deres arrangement. Alle de store, der har behov for at planlægge er ude et år inden, siger Kenneth Jensen.
Et tag i glas
Løsningen skal være et glastag over atriumgården, som dermed bliver et helt nyt stort rum i Elværket. Den nye sal vil kunne rumme 100 personer, og vil også kunne deles op i to til mindre møder eller foredrag.
Det vil koste cirka 2,3 millioner kroner at gennemføre overdækningen af atriumgården. Men inden Elværkets bestyrelse begynder at finde ud af hvordan projektet skal finansieres, skal der laves en helt ny lokalplan for Elværket. Den nuværende lokalplan blev skræddersyet til koncertsalen, men åbner ikke mulighed for andre tilbygninger, så inden der kan sættes tag på gården skal der en ny plan gennem systemet.
- Det er realistisk vi får en lokalplan i løbet af 2010. Og dermed kan vi komme i gang med projektet, siger Kenneth Jensen, som håber at kunne tage første spadestik i 2011.
Men der er et stykke vej endnu. Allerede i dag kæmpes der også dagligt om parkeringspladserne ved Elværket, så bliver der plads til flere arrangementer skal der også findes plads til flere biler.
- Det er også noget, vi er begyndt at spekulere på, siger Kenneth Jensen.
mulvad
I Frederiksborg Amts Avis den 29. december 2009. |
Hent artikel som:
|
| |
 |
|