
Kenneth foran en af Frederikssunds mest kendte kulturinstitutioner, Jægerspris Slot.
Foto: Preben Gøttsche.
|
Endelig fik vi en Kultur-, fritids- og idrætspolitik
Den har været rigtigt længe undervejs - faktisk mere end 1½ år. Den har undergået rigtigt mange politiske behandlinger, og har engageret rigtigt mange ildsjæle - eller pyromaner, som jeg foretrækker at kalde dem. Ildsjæle har det nemlig med at brænde ud, hvorimod pyromaner aldrig mister gnisten!
Derfor var det da også med glæde, at jeg i onsdags kunne være med til at stemme for den flotte politik det er blevet til. Hvad jeg derimod er noget mere ked af er, at det ikke var et samlet byråd det kunne støtte politikken, idet 4 medlemmer valgte at stemme imod forslaget.
I virkeligheden var det, som så ofte før, ikke de store linjer der adskilte os, men nok mere nogle detaljer og principper. Ting, der måske kunne være nået en løsning på, hvis kritikken var blevet fremsat noget tidligere.
En flot politik
Men det ændrer ikke ved, at jeg mener det er en flot politik vi nu har vedtaget. Det er en ambitiøs - og dog alligevel realistisk politik, der indeholder nogle visioner og pejlemærker for vores kultur-, fritids- og idrætsliv i årene fremover. Dermed er det også en politik, der som noget af det allervigtigste, sender et klart signal til alle de aktive foreningsfolk i vores kommune, om at vi virkelig påskønner deres arbejde, og at vi politikere også i årene fremover vil søge til stadighed at optimere og forbedre forholdene for foreningernes arbejde og udfoldelsesmuligheder i takt med at mulighederne viser sig.
Kulturhusene
Noget der især glæder mig, er at vi med vedtagelsen af denne politik én gang for alle får stadfæstet, at vi i Frederikssund Kommune ønsker at værne om et af de særlige karakteristika alle vores brugerstyrede og decentrale kulturhuse udgør. Det er noget man fra mange andre kommuner kigger interesseret - og måske også lidt misundeligt - på. At vi tilmed beslutter også at ville understøtte udviklingen af nye huse i takt med at det bliver muligt, gør det faktisk kun endnu bedre. For netop i disse huse sprudler initiativet og viljen til hele tiden at skabe nye kultur- og fritidsoplevelser på brugernes egne præmisser - og for ufatteligt få penge. Og især det sidste er jo desværre altid en endog væsentlig parameter for en kommune som Frederikssund.
Fjordlandet
Også fjordlandet forholder politikken sig til. I en kommune som Frederikssund ville det nu også virke meget mærkeligt - ja næsten kunstigt - ikke at have et afsnit om vores natur og de to fjorde. For hvad er mere oplagt, end at få inddraget disse i både kultur-, fritids- og idrætsarbejdet?
Derfor vil vi forsøge at forbedre mulighederne for nogle af de oplagte fjordaktiviteter. Noget af det kan såmænd klares relativt nemt og billigt med bedre infotavler, og andre dele arbejder vi allerede aktivt på i Teknik og miljøudvalget med udbygning af vores stisystemer, opsætning af shelters osv. - ja, nogle af forslagene om stier var sågar også på byrådets dagsorden i onsdags. Så der sker faktisk allerede noget.
Biblioteker
Bibliotekerne kan jeg heller ikke lade være med at nævne. Det er noget vi har diskuteret næsten fra dag 1 den nye kommune var dannet, og vi kommer nok til det igen ved de forestående budgetforhandlinger. Jeg vil ikke gå ind i den konkrete økonomidebat her, men blot glæde mig over, at vi nu i hvert fald beslutter, at vi ønsker et tidssvarende, decentralt bibliotekstilbud med såvel lokale biblioteker som opsøgende virksomhed.
Fra ord til handling…
Men det er ikke gjort med alle de flotte ord, der er skrevet nu. Forude venter det reelle arbejde med at få afdækket de konkrete indsatsområder, og få udarbejdet handlingsplaner. Det tar' vi fat på i Kultur- og fritidsudvalget allerede i denne uge, hvor den idrætspolitiske strategi er på dagsordnen. Og herefter følger arbejdet med tilsvarende strategier på alle andre områder. Et arbejde der vil ske i tæt dialog med bl.a. Idrætsrådet og Kulturrådet, og som jeg er sikker på bliver mindst lige så spændende, og nok vil afføde mindst lige så meget debat, som arbejdet med selve politikken.
I Fjordbyerne 17. juni 2009. |
|
| |
|
|