|
Nyt byråd må hvæsse sparekniven
Et enigt byråd sagde ja-tak til besparelser på 30 mio. kr. - og investeringer på 110 mio. kr.
Lige så snart et nyt byråd træder sammen i begyndelsen af det nye år, har det nuværende byråd sendt én opgave videre til de kommende byrødder og embedsmændene: Man skal kaste sig over strukturanalyser for at finde flere områder, hvor man kan høste varige gevinster, som man blandt andet har beregnet at kunne høste ved at udlicitere hele rengøringsområdet. Her regner man med at kunne spare 5 mio. i 2010 og mere end det dobbelte i de efterfølgende år. De strukturelle besparelser skal nemlig forhindre - eller i hvert fald mindske risikoen for - at man år efter år må ud i små og store besparelser på fagområder uden at have analyseret sparemulighederne til bunds.
På torsdagens byrådsmøde, hvor budgettet for 2010 blev enstemmigt vedtaget, kom det frem, at partierne har givet hinanden håndslag på, at analysearbejdet skal igangsættes straks det nye byråd træder sammen. Dermed havde politikerne på forhånd trukket de værste torne ud af årets budgetforhandlinger, og derfor var det også en tilfreds borgmester Ole Find Jensen, der kunne takke for et "godt og konstruktivt forløb og resultat".
Men selv om budgettet blev vedtaget enstemmigt, afslørede den to timer lange debat nogle af de forskelle, der sidste år fik vandene til at skilles. Således gik både Kenneth Jensen og Preben Gøttsche (S) i clinch med de konservative, da Morten Skovgaard udtrykte skuffelse over, at et flertal i byrådet fortsat ikke var indstillet på at gennemføre de efter hans opfattelse nødvendige prioriteringer og besparelser.
"K forsøger at fremstå som det eneste ansvarlige parti. Men hvad er det for konservative forslag, vi har sagt nej til. Var det den luftige ide om at spare 20 mio. på Open Source - altså gratis IT? Den besparelse blev skudt ned og kunne ikke helt lade sig gøre. Eller var det 10 mio. kr. på ældreområdet, som I er kede af, vi ikke ville være med til?," lød det fra Gøttsche.
"Vi kan bare konstatere, at vi fremsatte en række forslag, som der ikke var flertal for. Eksempelvis er vi klar til at åbne debatten om skolestruktur igen. Men vi bringer da ikke ændringsforslag i spil og får embedsværket til at lave beregninger på noget, som vi ved alligevel ikke bliver til noget. Derfor har vi i år valgt, at det må være op til S og V at vise, hvad man vil. Og man vil åbenbart ikke noget, for der er intet kommet," lød svaret fra Morten Skovgaard.
I Lokalavisen Frederikssund den 13. oktober 2009. |
Hent artikel som:
|
| |
 |
|