Musik over Broen bliver sparet væk
Foreningen Musik over Broen kan formentlig ikke fortsætte i år 2010, da kommunen ikke har kunnet finde penge til fortsat at give tilskud til foreningen.
Foreningen Musik over Broen mister fra 1. januar 2010 deres tilskud fra kommunen, og uden tilskuddet kan foreningen højst sandsynligt ikke fortsætte.
- Vi har først møde i bestyrelsen den 23. oktober, hvor den endelige beslutning, om hvad der skal, vil blive truffet, men som det ser ud nu, har vi svært ved at se, hvordan vi skulle få det til at køre rundt, siger Kenneth Jensen, der er formand for foreningen.
Musik over Broen blev dannet i 2005 med et formål om at samle de musikalske kræfter i Frederikssund, og arrangere koncerter med klassisk musik for borgerne i Frederikssund. Flere af de lokale kor blev samlet til et stort kor, og der blev dannet et orkester bestående af 21 amatører og 12 professionelle musikere.
Koncerterne har været meget populære, og flere hundrede tilhørere er mødt op.
Formanden for Kultur- og fritidsudvalget, Grethe Olsen, er da også ked af, at kommunen ikke kan fortsætte med at yde tilskud til foreningen.
- Det er et spørgsmål om kommunens økonomi, og det betyder ikke, at vi ikke synes, at det arbejde foreningen har lagt for dagen har været rigtigt godt, men vi har simpelthen ikke kunnet finde pengene til det, siger hun.
Kenneth Jensen er ærgerlig over situationen, men han kan godt forstå kommunens beslutning.
- Vi har jo aldrig haft nogen garanti for det her tilskud. Vi er da ærgerlige over det, men vi er ikke helt så vigtige som ældrepleje og børnepasning, så vi kan godt forstå kommunens beslutning, siger han. Han glæder sig i stedet over de resultater foreningen har opnået over de sidste fire år.
Sara Bastholm Elsvor
I Frederiksborg Amts Avis den 13. oktober 2009.
|
Hent artikel som:
|
| |
 |
|