
Kenneth ved hjemmet i Jægerspris.
|
Lokalpolitiker trodser sygdom: Klar til ny runde i byrådet
Han er kun 33 år. Men nogen nybegynder i politik er Kenneth Jensen bestemt ikke. Og så er han klar til at trodse en alvorlig sygdom og tage en tørn mere i byrådet.
Kenneth Jensen har intet problem med at genkalde sig dagen i 1999, hvor det gik galt. Selv om der tilsyneladende var tale om en harmløs ulykke, ændrede den nemlig på mange punkter hans liv.
»Jeg holdt lige før rundkørslen, hvor der nu er en F24-tank for at få vasket min bil. Desværre havde ham der kom bagfra ikke set det, så han plantede sin kofanger godt inde i min bil. Men det var ikke værre, end at jeg kunne køre derfra og faktisk ikke mærkede noget synderligt.«
Men to dage senere faldt Kenneth Jensen om. Dét var første gang, han mærkede konsekvenserne af ulykken, der havde påført ham et alvorligt piskesmæld. I de efterfølgende år måtte han vænne sig til føleforstyrrelser, kraftige, brændende smerter, koncentrationsbesvær og andre dårligdomme.
»Og selv om der bliver taget flere hensyn til mig i mit arbejde som ungdomsskoleleder, får jeg flere og flere symptomer på stress, og jeg får det generelt dårligere. Men jeg kæmper mig igennem selv om jeg må tage meget smertestillende - og på et tidspunkt også større mængder morfin - for at klare det; min krop havde bare vænnet sig til det,« konstaterer Kenneth Jensen.
Men en sommerdag sidste år sagde kroppen stop: »Jeg fik et hjertetilfælde. Jeg var så træt og udmattet, at det ikke gik mere.«
Få dage efter hjertetilfældet blev Kenneth Jensen sendt hjem fra hospitalet igen - men undersøgelserne fortsatte for at klarlægge, hvorfor han havde det så dårligt. Og efter adskillige undersøgelser stod det klart, at han var ramt af sygdommen Syringomyeli; en sygdom, der går ud over centralnervesystemet, fordi der dannes væskefyldte hulrum inde i rygmarven. Det betyder tab af førlighed og et liv med smerter.
Klar til ny runde i byråd
Men selv om sygdommen har betydet, at Kenneth Jensen ikke har været på arbejde i over et år, og selv om han i sensommeren 2008 var sygemeldt fra byrådsarbejdet i en kort periode, bedyrer han, at han er klar til endnu fire år som politiker efter det kommende valg:
Mit hoved fejler intet. Sygdommen er progressiv, hvilket vil sige, at den i nogle tilfælde forværres. Men det bliver ikke noget med, at jeg påvirkes i hjernen eller pludselig sidder i en kørestol. Jeg vil være på, fuldstændig, som jeg er nu,« lyder det fra Kenneth Jensen, der af de fleste vil være kendt som en ivrig forkæmper for en tunnel under Roskilde Fjord - og af lidt færre som en ivrig aktør og debattør på kultur- og fritidsområdet. »Det vil også efter valget være nogle af fokusområderne for mig,« siger den økonom- og revisoruddannede Jægerspris-borger. »Hvad angår fjordforbindelsen er det selvfølgelig reelt nok, at erhvervslivet har nogle interesser og vil finde en højbro ok, fordi det er den hurtige og oplagte løsning. Men vi skal altså ikke fjerne pendlernes og erhvervslivets problemer ved at skabe et nyt problem. Og det vil en højbro gøre. Det er uanstændigt, hvis vi får en højbro kun et par hundrede meter fra beboerne i sydbyen. Nogle gange skal man have modet til at stå op imod dem, der siger, at hvis ikke vi står sammen, får vi ikke noget. Nej, vi skal sgu ikke bare have noget. Vi skal have den rigtige løsning fra starten.«
Samme indstilling var under debatten om skolestruktur ved at skabe - om ikke splid så i hvert fald - forundring hos nogle af hans partifæller, da Kenneth Jensen ikke så det som en absolut vindersag for partiet at holde fast i samtlige skoler i Frederikssund. »Det er rigtigt, at vi havde nogle diskussioner. Jeg begyndte også at få mails fra borgere på grund af rygter. Men man skal ikke bare tage den første og bedste løsning, der på grund af ens egne følelser virker oplagt. Og det endte faktisk med, at vi havde så gode diskussioner, at vi nåede frem til noget, jeg betragter som det bedst mulige resultat. Havde det alene handlet om følelser, havde jeg ikke stemt for at ændre noget ved Oppe Sundby Skole, som jeg har gået på,« konstaterer Kenneth Jensen, som er født i Frederikssund som søn af tidligere byrådsmedlem Kurt Jensen.
Kulturel ildsjæl
Én af Kenneth Jensens helt store interesser er kultur- og idrætsområdet.
»Jeg har blandt andet været med til at stifte Musik over Broen, og der kan jeg se, hvad det betyder, at man er engageret. Til de første arrangementer kom der måske 90-100 tilhørere. I dag er der jo fulde huse, når der er opera eller klassisk musik, samtidig med, at vi har fået skabt et semiprofessionelt symfoniorkester,« konstaterer han.
»For mig spiller det en afgørende rolle for alle dele af livet, at man har et velfungerende fritids- og kulturliv. Det giver liv, venskaber og netværk, når man har muligheden for at være aktiv. Jeg ved godt, at det ikke er en pligt-opgave for kommunen. Men efter min opfattelse har vi ingen chance for at gøre Frederikssund Kommune til en attraktiv kommune, hvis vi ikke er klar til at bruge pengene på området. Jeg ved godt, at det synspunkt skiller vandene. Men det skræmmer mig sådan set ikke.«
Henrik Gregersen
I Lokalavisen Frederikssund den 04. august 2009. |
Hent artikel som:
|
| |
 |
|