|
Budget 2009: Bibliotekerne reddet!
For tredje år i træk har Frederikssund Kommune været igennem en ubehagelig sparerunde.
Det skyldes ikke, at vi ikke var forudseende sidste år, men derimod at de lovbundne opgaver som syge-/dagpenge, pensioner og især sundhedsudgifterne løbet helt løbsk. Der bliver lagt flere og flere opgaver over på kommunerne, som vi slet ikke modtager den fornødne kompensation for fra staten, men forventes selv at finansiere.
Men egentlig undrer det mig ikke. Jeg vil bare håbe, at borgerne i vores kommune også snart indser hvad det er vores regering har gang i: De er langsomt men sikkert ved at udsulte hele den kommunale sektor, for at presse folk ud i at købe ydelser som sundhedsforsikringer, hjemmepleje, ældremad, skolegang og børnepasning af private leverandører.
I det lys, er der ikke overraskende også fremsat spareforslag på det kulturelle område i Frederikssund.
I min optik er vores kulturtilbud noget af det allervigtigste i vores kommune - efter de basale sociale og uddannelsesmæssige ydelser selvfølgelig. Således er biblioteker, museer, kulturhuse og hele foreningslivet med til at udvikle og inspirere folk, og til at holde folk i gang - både mentalt og fysisk. Og det er overordentlig vigtigt. En kommune med et aktivt og bredtfavnende kultur- og fritidsliv er et sted hvor man ikke bare bor eller arbejder, men et sted hvor man trives! Derfor skal der fortsat satses hårdt på dette område i Frederikssund. Noget som også erhvervslivet er meget enige i, da bl.a. FETC flere gange har udtrykt, at gode kultur- og fritidstilbud er afgørende for en fortsat udvikling og bosætning i vores kommune.
Netop bosætning og tiltrækningskraft på nye, pengestærke skatteydere er nok efterhånden den eneste vej ud af den onde spiral. Så set i det lys er det helt forkert at spare på kultur- og fritidstilbuddene.
J. F. Willumsens museum bevares
Derfor glæder det mig, at de borgerlige også har indset værdien af J. F. Willumsens museum, og at de til sidste alligevel trak forslaget om besparelser tilbage. Besparelser, der reelt ville betyde museets lukning inden for få år. I den sammenhæng har det været nævnt, at den manglende kommunale finansiering kunne forsøges hentet hjem via fonde. Det tror jeg dog ikke meget på. Jeg har aldrig hørt om nogen fonde, der støtter omkostninger til løbende drift…
Biblioteker
Om end der var enighed om at opretholde de lokale biblioteker i alle fire byer, så synes jeg forslaget om besparelser på 2,5 mio. i 2009 og 5 mio. i overslagsårene mod at foretage ændringer på bibliotekerne var trist.
Det skyldes, at en ændring af de tre filialer i Jægerspris, Skibby og Slangerup til elektronisk selvbetjening vil koste ca. 3,8 mio. kroner i anlæg. Så det vil tage nogle år at tjene den anlægsinvestering hjem. Og så viser erfaringerne fra de kommuner, der har indført det, at der faktisk ikke bliver nogen stor driftsbesparelse efterfølgende. I disse kommuner er løsningen ikke indført som en besparelse, men for at øge servicen og åbningstiden, uden at opnormere personalet. Men her ville en besparelse på 5 mio. kroner årligt altså kræve nedlæggelse af ca. 15 stillinger!
Med forslagene tilsidesætter man også den værdi et lokalt bibliotek har. I flere af vores byer udgør biblioteket efterhånden det eneste brede kulturelle samlingssted. At lukke biblioteket - eller fjerne bemanding her - ville, for nu at bruge en borgers ord ”være intellektuelt invaliderende”. Et bemandet, og lokalt, bibliotek er nemlig også lig med kulturelle og udviklende aktiviteter for alle aldersgrupper, kompetent rådgivning om informationssøgning og meget mere.
Jeg er derfor glad for, at flertallet i byrådet valgte at der ikke ændres på bibliotekerne på nuværende tidspunkt.
Fremtidens biblioteker ikke fredet
Men dermed ikke sagt at de lokale biblioteker vil være fredet for enhver form for forandring i al evighed. For det tror jeg er utopi at forvente. Ligesom alle andre områder må vi forvente - og være indstillet på - forandringer på biblioteksområdet. En del af de ting, der løses lokalt i dag kunne f.eks. løses centralt uden serviceforringelser, og dermed kunne der nok spares penge på sigt. Den dialog er jeg meget indstillet på at tage - endog meget hurtigt. Så længe der er enighed om, at ændringerne skal ske på en ordentlig måde, så borgerne stadig får en god oplevelse ud af deres lokale bibliotek - og så der er et lokalt kulturtilbud.
I Fjordbyerne 14. oktober 2008. |
|
| |
|
|