
Både store og små måtte overgive sig, da to gange Barrett foldede sig ud med støtte fra bl.a. ‘Musik Over Broens’ 100 mand store kor og det 40 mand store symfoniorkester.
Foto: Finn Jørgensen.
|
Musikalsk charmeoffensiv
Der blev grinet, jublet og sunget med, da entertaineren Sigurd Barrett og hans bedre halvdel Winnie i onsdags lagde vejen forbi Frederikssund Gymnasium for at deltage i den sidste opvarmningskoncert for ‘Musik Over Broen’ inden sommerens store musikalske oplevelser.
Og der var godt fyldt i salen, hvor de knap 450 tilskuere kunne glæde sig over en god blanding af alt operakor og arier af blandt andre Bizet, Verdi, Nielsen og Mozart til glad jazz med Sigurd Barret selv bag klaveret.
“Det gik over al forventning. Folk var super-begejstrede, og de to gange Barrett var virkelig gode på scenen. Det er ikke så tit, de optræder sammen, så vi var stolte over, at det lykkedes at få dem til byen,” fortæller en tilfreds formand for ‘Musik Over Broen’, Kenneth Jensen.
Improviseret hyldest
Undervejs var der underholdning for alle aldre, ligesom der blev tid til en improviseret hyldest for Frederikssund ud fra stikord, som Sigurd Barrett fik fra det engagerede publikum.
“Det var helt utroligt. Han lavede sangen, mens han stod på scenen, og der blev plads til både bro, trafik og overenskomster. Jeg tror også, at både Sigurd og Winnie havde en god oplevelse. De sagde i hvert fald, at vi bare skulle ringe, hvis det blev aktuelt en anden gang,” siger Kenneth Jensen.
“Samtidig så var de helt ned på jorden. Vi havde fx sørget for mad til dem i pausen. Men selv om det var med i kontrakten, så insisterede de nærmest på at betale for det. Men det fik de nu ikke lov til,” griner Kenneth Jensen, som også kunne glæde sig over, at koncerten blev en god generalprøve forud for sommerens store koncerter i laden på Jægerspris Hovedgård den 21. og 22. juni: “Vi var lidt spændte på, hvordan det ville gå, men det blev en helt unik oplevelse, og jeg er ikke i tvivl om, at de fleste af dem, som var med til koncerten, også vil lytte med til sommer.”
I Frederikssund Avis den 01. april 2008. |
|
| |
|
|