Idrætsråd tæt på samarbejdsaftale med kommunen
I morgen beslutter Kultur- og Fritidsudvalget om Frederikssunds nye idrætsråd skal være en fast formaliseret høringspartner i fremtidige idrætspolitiske sager.
Siden Frederikssund Idrætsråds fødsel tilbage i november 2005 har ambitionen for organets side været at få indflydelse i kommunale idrætspolitiske sager på vegne af idrætsforeningerne i området.
Den vision kan på papiret nu formelt gå i opfyldelse, hvis medlemmerne i kommunens Kultur- og Fritidsudvalget vælger at stemme ja til punktet på dagsorden - ’samarbejdsaftale med Frederikssund Idrætsråd’.
Kommer aftalen i hus er der dog ikke tale om et forpligtende samarbejde, hvor idrætsrådet får direkte indflydelse på kommunens beslutninger. Til gengæld bliver idrætsrådet fast formaliseret høringspartner i sager, som vedrører idræts- og sundhedspolitikken i Frederikssund og omegn.
Et af de kommunalpolitiske medlemmer af idrætsrådet, Kenneth Jensen (S), håber på at aftalen kommer i stand: “En aftale mellem parterne vil sikre at vi i kommunen ikke fører idrætspolitik i blinde. Idrætsrådet vil kunne være behjælpelige i store sager inden for idrætten og også forebyggende arbejde inden for sundhedspolitikken, som i højere grad fremover vil intensiveres i kommunen,“ siger Kenneth Jensen.
I Frederikssund Avis den 28. august 2007.
|
|
| |
|
|