Plan for asylcenter bekymrer politikere
Skibby Kommunes plan om at indrette daginstitution og klub i det tidligere asylcenter på Bronzeager møder fortsat skepsis hos politikerne i storkommunen.
Skibby Kommune er i gang med at planlægge, hvordan en daginstitution og ungdomsklubben Klub 200 skal have plads i det tidligere asylcenter på Bronzeager.
Skibby-planen vækker dog langt fra begejstring hos alle politikere i Sammenlægningsudvalget i Ny Frederikssund Kommune, og det kom frem til overfladen igen i sidste uge. Her skulle politikerne i den nye kommune godkende sagen igen, fordi den med en udgift på godt 800.000 kroner er en væsentlig økonomisk disposition.
- Jeg er godt klar over, at man i Skibby har et akut pasningsbehov, og det er vi nødt til at løse. Men det er ikke socialdemokratisk politik, at der skal passes børn i barakker, sagde Kenneth Jensen, som pegede på, at forældrene i Skibby heller ikke er tilfredse med løsningen.
Dermed fortsatte den skepsis, der allerede blev synlig, da Sammenlægningsudvalget i februar godkendte købet af centeret.
I februar stemte seks medlemmer af udvalget direkte imod Skibby Kommunes køb af bygningerne, og ved sagsbehandlingen i februar lå det i luften, at asylcenteret også skal bruges til kontorlokaler til medarbejderne i den nye storkommune i forbindelse med sammenlægningen. Men den del er på vej ud, og det undrede Morten Skovgaard sig over på mødet i sidste uge.
- Brugen til kontorlokaler er blevet begrænset, og det var ikke det her, vi nikkede ja til, sagde Morten Skovgaard, der dog blev beroliget af Kim Rockhill (S), der forklarede, at en række uafklarede punkter i sagen øjeblikket er ved at blive undersøgt nærmere.
- Det er jo ikke med vores gode vilje, at vi flytter børn derop, sagde Kim Rockhill, inden debatten tog en ny drejning.
For både Carsten Cederholm (S) og Tina Tving Stauning (S) slog fast, at sagen sådan set kun handlede om, at Sammenlægningsudvalget skulle godkende de beslutninger, som byrådet i Skibby har taget.
Det gjorde Sammenlægningsudvalget derefter i enighed.
simon
I Frederiksborg Amts Avis 09. maj 2006.
|
|
| |
|
|