Idrætten bliver kvalt i møder
De frivilliges arbejde i storkommunens idrætsforeninger risikerer at dø hen, fordi man bruger mere tid på møder end på selve idrætten.
Møder, rådsarbejde, etiske regler og opsøgende kontakt til kommunen. Der er mange pligter, der hører hverdagen til for de mange idrætsforeningers frivilligt arbejdende bestyrelser i lokalområdet.
Der er tale om så mange pligter, at det overskygger og tager tid fra det rent sportslige, eksempelvis organisering af træning og kampe for udøverne. Dét mener Thor Pjetursson, netop afgående fodboldformand i Jægerspris IK, og han kritiserer kommunalpolitikerne, som han ikke mener engagerer sig tilstrækkeligt i idrætspolitikken.
"De gemmer sig bag forskellige udvalg og tager ikke ansvar. Idrætten SKAL styres af kommunalpolitikerne. De skal tage ansvar og være mere fremme i skoene. Det kan ikke være rigtigt, at vi som frivillige, ulønnede idrætsledere skal bruge tid og ressourcer på eksempelvis at sørge for at få en mand med i storkommunens nye idrætsråd. Det må kommunen da sørge for, ligesom de skal bakke de frivillige op!" siger Thor Pjetursson.
Som alternativ til idrætsrådet foreslår den tidligere fodboldformand, at idrættens navn bliver styrket i selve udvalgsarbejdet i det kommende byråd. Man kunne f.eks. ud fra det allerede oprettede Kultur- og Fritidsudvalg etablere et særskilt "Idrætsudvalg", hvor fokus udelukkende vil være på idrætsforeningerne, som i øvrigt ser en hektisk fremtid i møde.
"Som det ser ud nu med den rivende byudvikling med nye boliger, skoler og butikscentre vil der snart være mange flere mennesker i lokalområdet, og dermed vil der også være et stigende pres på idrætsforeningerne og deres frivillige ledere fremover," slutter Thor Pjetursson.
Hans kritik af kommunalpolitikerne kommer en del bag på Kenneth Jensen (S), som med poster i Kultur- og Fritidsudvalget og i Idrætsrådet bliver en af de politikere, som fremover får stor indflydelse på idrættens virke i storkommunen.
"Jeg er helt uforstående overfor Thor Pjeturssons kritik. At vi som politikere ikke er parate til at tage ansvar og være fremme i skoene, er jeg direkte uenig i. Sammenlægningsudvalget udpegede f.eks. med det samme, vi blev bedt om det, to repræsentanter til det nye Idrætsråd. Kenneth Jensen frygter ikke, at de frivillige lederes stigende arbejdspres fremover bliver et problem.
"Man skal ikke glemme, at med en ny by følger også en masse nye indbyggere - og ildsjæle. Så her er jeg ikke så bekymret for det stigende pres på de frivillige ledere, som Thor Pjetursson nævner. Det tror jeg helt automatisk løser sig selv. Skulle det ikke være tilfældet er det dog klart, at vi som politikere har en forpligtelse til at tage affære," siger politikeren.
I Frederikssund Avis den 07. marts 2006.
|
|
| |
|
|