Brug kulturen i de andre byer
Skibby Kommunes Folkeoplysningsudvalg har vedtaget at give tilskud til opstarten af et nyt kulturråd i kommunen. Rådet skal arbejde for at fremme kulturtilbuddene i hele den nye storkommune.
"Det handler om at skabe mere vind i sejlene for kommunens kulturtilbud," forklarer formand for Folkeoplysningsudvalget i Skibby, Jens Brogaard Jensen (V).
"Rådet skal udbrede kendskabet til kulturtilbuddene i hele den nye storkommune, så folk i Skibby er opmærksomme på tilbuddene i de andre byer, og omvendt," siger han.
I første omgang har udvalget bevilliget 2.500 kroner til det nye råd, der har søgt om samme beløb i Slangerup, Jægerspris og Frederikssund. Pengene skal gå til at lave PR for alle kulturtilbud i kommunen.
"Vi vil også gerne sikre at der fremover er penge til almennyttige kulturtilbud," forklarer formanden for kulturrådet og medlem af sammenlægningsudvalget, Kenneth Jensen (A).
"Derfor har vi samtidig stillet forslag om en pulje på 10 kroner per indbygger, hvor foreninger så kan søge tilskud til deres arrangementer i fremtiden. Vi forventer en afgørelse engang i oktober," siger han.
I Frederikssund Weekend den 01. september 2006.
|
|
| |
|
|