|
Hvad med kulturen?
Ny Frederikssund skal ikke bare være et sted, hvor vi bor og/eller arbejder. Ny Frederikssund skal være et sted, hvor vi lever og trives!
Hvis dette skal lykkes, så er det vigtigt, at vi også i det nye byråd prioriterer medarbejderressourcer og penge til kultur-, fritids- og sportsområderne højt. Netop disse områder, er efter min mening også utroligt vigtige faktorer i at skabe sammenhold og relationer på tværs af de gamle kommunegrænser.
Man har gennem det sidste års tid i lokalpressen kunnet læse, at der ikke er ens niveauer for, hvor mange penge der bruges på kultur og idræt i de fire gamle kommuner. Dette er gældende på næsten alle områder i den nye kommune - uanset om vi taler om børn- og ungeområdet, ældreområdet, det sociale område etc. På alle områderne er det vigtigt, at vi finder den bedste fællesnævner, inden for de økonomiske rammer vi nu engang har - og at vi ved prioriteringerne af ressourcer ikke glemmer, at det kulturelle liv i kommunen har en meget større betydning, end man måske tænker over i dagligdagen.
Når jeg tænker efter, så kender jeg stort set ingen, der ikke på den ene eller den anden måde sysler med en eller anden forenings- eller sportsaktivitet i fritiden. Det kan være børnene, der går til spejder, løber på rulleskøjter i rulleskøjteklubben eller spiller fodbold, mens forældrene går til madlavning, spiller badminton, går på aftenskole eller spiller amatørteater/vikingespil osv. Og i weekenden går vi på egnsmuseet eller måske J. F. Willumsens museum. Alt sammen ting, der gør at vores by bliver rar at leve i. Vi trives J
Men det er også alt sammen ting, der på den ene eller anden måde modtager kommunal støtte - og sådan skal det efter min mening blive ved med at være. Tænk på det, når du sætter dit kryds den 15. november. Det er nemlig ikke lige meget, hvor du sætter det. Faktisk har det aldrig været vigtigere.
I Fjordbyerne den 02. november 2005.
|
|
| |
|
|