Forebyggende/kriminalpræventivt arbejde
Den forebyggende og kriminalpræventive indsats er et af de områder, der ligger mig meget på sinde.
Hvem husker ikke avisoverskrifterne i lokalaviserne tilbage i foråret i år om pushere på skolerne, de unges snifning af lightergas og meget mere.
Noget af det var nu lettere overdrevet, men vi kommer ikke uden om, at der er stadig flere unge der begynder et misbrug i dag - og at debutalderen desværre bliver stadig lavere.
Hvad er så forklaringen på dette?
Dagligdagen som ung
Jeg har ikke noget fuldstændigt dækkende svar. Bare det var så vel. Men der er ingen tvivl om, at en del af forklaringen er den tid vi lever i. En tid, hvor gruppepres, og det at være perfekt og med på moden, spiller en stadig større rolle for de unge. Det handler om at være bedst - og den første til at have den seje mobiltelefon, det rigtige tøj osv., for dermed at opnå anseelse og blive accepteret af de andre unge.
Oven i dette stilles der stadig større krav - både hjemmefra, og fra skole og samfund som helhed. De skal nå mere og lære mere end nogensinde før.
Presset har altså aldrig været større. For nogen bliver det for stort.
De marginaliserede unge
Som følge af alle idealerne sker der en marginalisering blandt de unge - der opstår en gruppe der "er udenfor".
Det skyldes dels, at ikke alle kan leve op til idealerne - måske fordi deres forældre ikke har råd. Men det skyldes også, at vi har en stadig større gruppe med en etnisk baggrund, der gør de bliver udstødt - eller begynder at holde sammen med "deres egne" i stedet.
Konsekvensen ser vi alt for ofte bliver, at de unge bliver drevet ud i kriminalitet, eller at de enten for at klare presset, eller for at virke seje og opnå anseelse og respekt, begynder at drikke eller tage stoffer i en al for tidlig alder. Desværre ofte uden forældrene opdager det, da de også har en al for travl og stresset hverdag, eller bare fordi de af den ene eller anden grund ikke har overskuddet.
Hvad gør vi?
Først og fremmest er det utroligt vigtigt med oplysning til de unge - og forældrene - om hvad det er, der er farligt, hvorfor det er det, og især for forældrenes vedkommende: Hvilke faresignaler skal jeg være opmærksom på hos mit barn?
Men oplysning er ikke nok!
I Frederikssund - og efterhånden også i de øvrige af de nye sammenlægningskommuner - er der etableret Gadeteams, og naturligvis SSP-samarbejder, der aktivt arbejder med problemstillingerne. Frederikssund var faktisk en af de første kommuner i landet, hvor Ungdomsskolen oprettede gadeteam bestående af professionelle, ansatte pædagoger og socialrådgivere, der går på gaden hver weekend om aftenen og natten for at observere og hjælpe de unge. Ligeledes er de til stede ved byfester o. lign.
Endelig tager gadeteamet på bekymringsbesøg hos de unge og deres forældre, når der er mistanke om kriminalitet eller misbrug, og de samarbejder via SSP med såvel skolerne som ungdomsvejledningen, Politiet og socialforvaltning.
Dette system har vist sig meget effektivt, og er derfor blevet kopieret i store dele af landet.
En anden vigtig faktor i det forebyggende arbejde, er at sørge for, der er tilstrækkelige med klub- og fritidstilbud til de unge. Tilbud, hvor alle kan være med uanset baggrund, udseende osv. Dette er vores fritidsklubber - og Ungdomsskolerne - et godt eksempel på. Et sted, hvor man kan fordybe sig i ting man holder af, for på den måde at få succesoplevelser. Men også et sted, hvor der er en voksen at snakke med om problemerne, og hvordan man har det.
Jeg vil derfor arbejde for en fastholdelse - og udbygning - af såvel gadeteam som den forebyggende indsats over for vores børn og unge. Ligeledes vil jeg arbejde for en stadig prioritering af vores klub- ungdomsskole- og fritidstilbud til de unge.
Vi har ikke råd til at lade være!
Mangler her noget?
Teksten på siden her er langt fra udtømmende i forhold til mine holdninger og meninger vedrørende en kriminalpræventivt/forebyggende arbejde.
Derfor er du velkommen til at kontakte mig, hvis du mangler svar på et konkret spørgsmål, og du ikke lige syntes siden her har givet det.
» Skriv til mig
» Facebook
|